On Dragon Moms

Min datter henledte i går min opmærksomhed på et indlæg i New York Times. Indlægget er fra en mor, der har et dødeligt sygt barn, der sandsynligvis vil dø før han er 3. Hun skrev om, hvordan det var at være mor til sådan et barn og jeg blev dybt grebet, ikke kun af situationen, som er det værste jeg kan forestille mig i verden for en forælder, men også af den måde, hun er mor på. Hun skriver bl.a. om sin forældrerolle: We are dragon parents: fierce and loyal and loving as hell. Our experiences have taught us how to parent for the here and now, for the sake of parenting, for the humanity implicit in the act itself, though this runs counter to traditional wisdom and advice. Jeg blev dybt grebet af hendes ord, og jeg tænker på den gamle sandhed om at man skal ud på kanten af livet, derude hvor døden er, før det går op for en hvad livet VIRKELIG handler om. Folk, der har haft cancer, har ofte ændret deres værdisæt – de er mere klar over, hvad de vil og ikke vil, hvad der er vigtigt og ikke vigtigt. Denne mor har også været nødt til at finde ud af, hvad der er vigtigt og det, hun fandt var vigtigt, var kærlighed.

Hver dag er der ude i verden tusindvis af mødre, der mister deres børn. Vi glemmer det, vi tror at det ikke kan ske for os, for det er den mest forfærdelige tanke af alle: at miste sit barn. Men netop fordi vi glemmer det, er det nemmere at glemme, hvad der i virkeligheden er vigtigt i at have børn, og forfalder til det, der med et bredt ord kaldes børneopdragelse. Misforstå mig ikke – børn har brug for at få vist vejen ud i samfundet, at have sunde rollemodeller omkring sig og blive spejlet på fornuftige måder, og det ligger også i børneopdragelse. Men jeg er mere end sikker på, at den primære ingrediens, børn har brug for i de første 20 år af deres liv, er kærlighed. Som denne Dragon Mom i sin smerte har fundet frem til. Men jeg ser også, at det er ikke der, fokus er særligt meget derude i forældreland. Jeg siger ikke, at vi ikke elsker vores børn – for mig ser det ud som om skandinaviske forældre generelt er mere optaget af at være gode kærlige forældre end mange andre steder i verden og generelt elsker deres børn. Men jeg synes jeg ser, at fokus er på at lære vore børn at klare sig, at opdrage dem til at være sammen med andre og at kunne det, de skal kunne for at få et godt liv. Jeg siger IKKE, at det ikke er en del af at være forældre. Jeg siger, at i enhver handling vi gør med vores barn, i enhver form for samvær, vil både vi og vores børn have vældigt, vældigt godt af at vi husker, at der kun eksisterer i dag. For mange børn bliver opdraget som om der kun er i morgen og i dag ikke eksisterer. Og jeg mener, at grundsubstansen i enhver handling vi gør med vores barn er nødt til at være kærlighed, og at det skal være så tydeligt, at barnet til enhver tid kan mærke det. Det er vigtigt, at vores børn får et godt liv – hvad end vi nu måtte mene med et godt liv – men psykologisk set er der såmænd ikke alverden vi kan gøre ved lige netop det – der er en overvældende sandsynlighed for, at de skal finde deres egen vej, når de kommer ud i voksenlivet, og ingen forældre er kloge nok til at vide, hvad den vej er. Den vigtigste ballast vi kan give dem er kærlighed – det er den, der får dem til at tage sig selv og deres egne ønsker og drømme alvorligt som voksne. Jeg har ved Gud begået mange fejl som forælder, men som voksen siger min datter, at hun aldrig har oplevet at være i tvivl om min kærlighed til hende, og at det var det, hun grundlæggende havde brug for. Og ja, hun er i fuldt galop på vej mod det, hun drømmer om at lave, fordi hun er god til at tage sig selv og sine ønsker alvorligt.

Så hvordan er det i dit hjem? Er du for træt og stresset til at møde dit barn i øjenhøjde, at høre lige præcis hvad det er han lige nu har på hjerte og møde ham som han har brug for? Er du optaget af hvad andre mener om dine børn, fordi det siger noget om dig som forælder? Er dit barn dit projekt? Fylder dit arbejde så meget, at du kører på autopilot, når du er hjemme? Slæber du rundt på uløste problemer fra din egen barndom som du projicerer ud på dine unger? Så læs det indlæg i NY Times, tak dine guder, hvis du har nogen, for at dit barn er sundt og rask og lev så med barnet i nuet – som om i morgen ikke var der, for i morgen er der først i morgen. Alt det, du gerne vil have dit barn har fået, når det kommer ud i verden, skal du give det I DAG – ikke i morgen.

http://www.nytimes.com/2011/10/16/opinion/sunday/notes-from-a-dragon-mom.html?_r=4&scp=1&sq=emily+rapp&st=cse

 

Noget om Enneagrammet

Det er oppe i tiden at lære sig selv at kende, men hvilke fordele er der egentlig i at kende sig selv? Jeg vil foreslå, at der i hvert fald er følgende fordele:

• Man kan sige ja til det, der er rigtigt for en – jobs, kærester, lægebehandling osv – og nej til det der ikke er rigtigt for en
  
• Man bliver bedre til at samarbejde og kommunikere
  
• Man kan måske ikke finde sin præcise vej i livet ved at kende sig selv, men man kan finde sin retning.
  
• Hvis man kender sine talenter og problemområder, kan man bedre træffe oplyste valg
  
• Vi har alle gode og dårlige sider – ved at kende sine gode og dårlige sider kan man bevæge sig i den retning, hvor de gode sider har mere spillerum og vide, hvornår man er på vej ind i en situation, der er uhensigtsmæssig for en.
  

Jeg har selv brugt mange år på det med at lære mig selv at kende. Meget af vejen er gået gennem det, der beskrives som “spirituel udvikling”, som egentlig mest har handlet om at gøre op med fortiden og identificere de sider af mig, som jeg godt kunne lide i mig selv og prøve at leve dem ud. Sådan lidt ligesom principperne i positiv psykologi. Det førte til at jeg havde nogle år, hvor jeg følte mig meget forbundet til alting – Universet, andre mennesker, mig selv – men jeg gjorde altså stadig de samme dumme ting, som jeg altid har gjort, jeg blev trigget af de samme ting og mennesker som altid osv, og jeg følte egentlig ikke, at jeg havde arbejdet med de sider af mig, som trængte til at ændre sig, kun dem, der ikke trængte til at ændre sig. Jeg havde sådan ligesom mere gravet mine styrker op og holdt dem frem, men det ved vi jo alle sammen, at de dårlige sider ikke går væk af. Så, sidst i 2003, i mit livs største krise, ringede min gamle chef og sagde “Der er noget, du skal kigge på – det er LIGE dig” og fortalte mig meget kort om et system, der hed Enneagrammet. Jeg meldte mig til et grundkursus, og var solgt 5 minutter inde i første dags kursus, hvor en af underviserne beskrev min indre virkelighed og mine mønstre på en langt mere præcis måde, end jeg havde oplevet det i 10 års terapi og spirituel udvikling.

Siden har jeg hele tiden beskæftiget mig med Enneagrammet – jeg beskæftiger mig også med mange andre ting: beskæftigelseslovgivningen, børneopdragelse og tilskæring af mønstre til tøj for at nævne nogle få ting, men Enneagrammet er centralt for mig, ikke mindst fordi jeg har behov for et værktøj, der kan spejle mig, så jeg kan arbejde med at være vågen og tilstede i verden og ikke leve mit liv på autopilot. Det er første gange jeg har oplevet et system, der sætter så præcise ord på “the human condition”, og jeg har ikke fundet noget andet, der fungerer tilnærmelsesvis ligeså godt. I Enneagrammet fandt jeg en beskrivelse af, hvorfor jeg blev trigget af bestemte situationer og mennesker, hvad der motiverede mig, hvad jeg var bange for, hvordan jeg fungerede socialt osv, osv. Jeg har hørt, at mange psykologer ikke bryder sig om Enneagrammet, fordi de mener, at det sætter folk i kasser (som jeg nu sætter psykologer i en kasse, selvom jeg har erfaring for, at de er vældigt forskellige), men selvom jeg bestemt bakker op om tanken om, at vi alle er unikke væsener, kan jeg også se, at der er en masse i os, der ikke er unikt. Og det ved psykologerne såmænd godt, for hvis alt vi tænkte, følte og gjorde var unikt, eksisterede psykologi som disciplin ikke. Måske er det sådan, at det unikke hver af os bliver malet over af mønstre, forsvarsmekanismer, vaner, instinkter, impulser, færdigheder, talenter, frygt og fikseringer og relationer. Hvilket alt sammen tilsammen danner vores personlighed. Så: jeg mener altså, at vi HAR vores personlighed, ikke at vi ER den. Og personligheden er til at beskrive – det er det, psykologer kan, og det er også det, Enneagrammet kan. Det unikke i os kan måske kaldes vores sande jeg eller vores essens eller vores sjæl – det ved jeg ikke, og det er muligvis ikke til at beskrive. Endnu J

Enneagrammet er et system, der beskriver den menneskelige personlighed i 9 forskellige typer. Vores personlighed er en samling interne ubevidste forsvarsmekanismer og reaktioner, vaner og ting, vi tror, er sande om os selv og verden, og den er opbygget i fortiden, specielt i vores første 7 år. Fordi mønstrene er ubevidste, er vi ikke opmærksomme på dem, så man kan ikke sige, at vore mønstre er noget vi handler ud med vilje – det er nærmes noget vi gør på autopilot. Personligheden er altså en mekanisme fra fortiden, og på et tidligere tidspunkt har den hjulpet og beskyttet os gennem vores barndom på den mest hensigtsmæssige måde i den familie, vi hørte til. Men fortiden er forbi og vi holder stadig fast i mønstrene. De mønstre dækker over det, som man måske kan kalde vores sande jeg, og holder os fast i mekanismer, der virkede efter hensigten, da vi var 7. Ved at udforske og genkende vores egne mønstre kan vi håndtere dem, som om vi er voksne, og ikke som om vi er 7 år gamle. Enneagrammet er et landkort over de mønstre, og altså et godt værktøj til at blive bevidst om, hvad det egentlig er, vi går og laver på autopilot. Ved siden af de 9 typer, beskriver Enneagrammet 9 niveauer af selvindsigt for hver type – altså hvor meget vi er fanget af vores personligheds mønstre – og giver os dermed mulighed for at genkende os selv og arbejde os fremad mod mere det sande jeg og mindre autopilot.

Vi ved ikke endnu, hvordan man bliver den type man bliver. Der er nogen, der siger, at vi er født med den, der er andre, der siger at vi prøver alle typerne af de første 7 år før vi falder til i en yndlingstype, og der er nogen, der siger, at typen er et svar på barndommens behov for forskellige former for forsvar – som. f.eks. hvis man er barn i en familie, hvor man bliver belønnet for at være sød og hjælpe til og ens egne behov bliver overset, kan man måske udvikle det sæt forsvarsmekanismer, som type 2 har. Jeg ved ikke hvad der er rigtigt – min erfaring med børn siger mig, at det måske er lidt på alle 3 måder. Min datter og mine børnebørn har helt afgjort haft nogle markante sider af deres personlighed allerede fra de blev født, og de har ligeså afgjort udviklet andre som svar på at være lige præcis i vores familie. Så som henholdsvis 6-årig og 10-årig forholder de 2 børn i min familie sig til os 3 voksne – far og mor og mormor – på en bestemt måde, der et stykke hen ad vejen er til at aflæse (og dermed møde i øjenhøjde), ligesom vi 3 voksne forholder os til børnene på en måde, der er til at aflæse i Enneagrammet. Så hvis relationerne i familien ikke virker, hvis der er kommunikation, der går galt mellem os 5, hvis vi gerne vil fremelske de talenter, der er i børnene (og os selv) og lære dem at håndtere deres svage sider, har vi altså et værktøj til at gøre det med. Det er ikke altid vi gør det – men vi har muligheden.

Symbolet for Enneagrammet ser således ud:

Numrene er typer og symboliserer, at typerne er forskellige, men der er ikke nogen, der er bedre end andre, ligesom et nummer heller ikke er bedre end et andet nummer. Cirklen symboliserer, at systemet er helhedsorienteret – det betyder at vi har alle typerne i os, men at vi af forskellige grunde (hvor vi ikke kender alle grundene) forelsker os særligt i en af typerne – et sæt mønstre. Og stregerne indeni symboliserer, at alle typerne hænger sammen, at alle typer er forbundet til 2 andre typer og ingen kan undværes – og sådan er det også med os.

Vores type er altså vores sæt af yndlingsforsvarsmekanismer, og dem deler vi med andre af den samme type. Det, der er unikt i os – bortset fra det, vi ikke rigtigt kan sætte ord på , vores sjæl eller essens eller højere selv – er vores baggrund, kultur, familieforhold, genetik, osv og vi er alle sammen forskellige og udtrykker vores type forskelligt. Men de mønstre, som vi giver (unikt) udtryk for, er de samme som andre i vores type. En 8er vil f. eks. altid være viljestærk og utilbøjelig til at lade andre bestemme over sig, men det kan komme ud på mange forskellige måder, alt efter hvordan vi har lært at gebærde os.

En meget kort beskrivelse af Enneagramtyperne

Note: Jeg giver eksempler på de forskellige typer for at anskueliggøre det, jeg snakker om. I virkeligheden ved jeg selvfølgelig ikke, om disse mennesker er de typer, jeg bruger dem som eksempler på – jeg bruger dem, fordi de udviser stærke mønstre indenfor de typer, jeg bruger dem i.

• Type 1 er den principfaste, perfektionistiske person med høj selvkontrol, der arbejder efter et indre, idealistisk billede af, hvordan tingene skal være. Type 1 kaldes også Reformatoren. Hillary Clinton er et godt eksempel på type 1, og det er Dronnning Margrethe også.
• Type 2 er arketypen på den kærlige mor, der gør alt for dem, hun elsker og glemmer sine egne behov. En dynamisk person m/k, der regner ud hvad folk har brug for og dækker deres behov for selv at få kærlighed. Type 2 kaldes også Hjælperen. Mother Theresa og Desmond Tutu er eksempler på den type.
• Type 3 er successmageren, der glemmer sig selv for at gøre det, der fører til anerkendelse og succes. De er effektive, ambitiøse og image-bevidste. Type 3 kaldes også Udretteren. Stein Bagger er et eksempel på en 3er, det gik galt for, og der findes rigtigt mange 3ere i forretningslivet.
• Type 4 er den dramatiske, kreative, romantiske ener, der føler sig anderledes and andre mennesker og ofte har deres fokus på det, der mangler i deres liv, eller de andre har, som de ikke selv har. Type 4 kaldes også Individualisten eller Romantikeren. Der er mange af dem i showbizz, for har behov for at udtrykke deres (store) kreativitet. Eksempler på 4ere er Michael Jackson og Angelina Jolie
• Type 5 er den innovative, opfindsomme, mentale nørd, der samler viden og beskytter deres følelser ved at observere livet mere end de går ind i det. Meget tit præget af kulsort humor af Monthy Python typen. Type 5 kaldes også Undersøgeren. Dan Turell og Stephen King er eksempler på 5ere.
• Type 6 er den ansvarlige, realistiske, noget mistænksomme person, der har brug for faste rammer i deres liv, altid har styr på, hvad der kan gå galt og som kan have svært ved at træffe en beslutning. Type 6 kaldes også Den loyale skeptiker. Eksempler på type 6 kan være Woody Allen og Hermione i Harry Potter-filmene.
• Type 7 er den spontane, mangfoldige eventyrer, der er grådig på oplevelser og ikke bryder sig om at stå stille og mærke græsset gro. De er idemagere og uundværlige i enhver form for produktudvikling. Type 7 kaldes også Entusiasten. Robin Williams og Jim Carrey er gode eksempler. Steve Jobs fra Apple bliver også betegnet som 7er af dem, der har kigget nærmere på ham, og det siges, at han er hjernen bag de usædvanligt innovative IT og media produkter, som Apple har sendt på markedet i en lind strøm i de sidste 20 år.
• Type 8 er den viljestærke, dominerende og konfronterende leder, der indenunder den stærke overflade er styret af en meget stor sårbarhed og et varmt hjerte. Type 8 kaldes også Udfordreren. Eksempler på type 8 er Martin Luther King og Russel Crowe, som spiller 8er i næsten alle sine film.
• Type 9 er den blide, accepterende mægler, der er konfliktsky og har behov for at alle omkring ham har det godt. Det lyder svagt, men de har power indenunder, og det kan man mærke, når man er sammen med dem. De bliver også betegnet som “En stålstang med en dundyne rundt omkring” Dundynen er de enorme mængder af accept de udviser for andre, stålstangen kommer frem, hvis nogen prøver at lave om på 9eren. De er præget af ikke at lade folk komme alt for tæt på og ikke at lade det, der sker, påvirke dem for meget. På højt niveau er de glimrende ledere. Type 9 kaldes også Mægleren. Eksempler på type 9 kan være Barack Obama og Frodo fra Ringenes Herre.

Så – genkender ud dig selv i noget af dette? Man kan selvfølgelig ikke beskrive et menneske på 2 linier – faktisk tvivler jeg på at man overhovedet kan beskrive mennesker – men dette beskriver nogle af de typiske mønstre, som de enkelte typer har.

Som før skrevet vil jeg ikke kaste mig ud i en beskrivelse af enneagramtyperne for børn, men jeg vil gerne beskrive konkrete børn og hvordan, deres typer udtrykker sig i dem. Mere om det næste gang.

Bevidst forældreskab

Min datter er introvert og jeg er ekstrovert, en beskyttertype, så jeg har underbevidst baseret min opdragelse på at sørge for, at der aldrig nogensinde var nogen, der gjorde hende noget ondt. Det fører jo altså også til, at det var pokkers svært for nogen at komme til at gøre hende noget godt… (Foto: janeashleyphotography.com)

De sidste 10-15 år har forskningen taget noget, der ligner kvantespring indenfor visse områder – især indenfor hjerneforskning, neurologi og psykologi, men også forskningen i bevidsthed er vokset. Jeg sidder med en bog af Bruce Lipton i hånden: Intelligente celler (Borgen 2009). Lipton forsker i cellebiologi og har i sin forskning fundet ud af, at vore celler er langt mere modtagelig af vores miljø – d.v.s. påvirkninger fra omgivelserne – end af vore genetik – d.v.s. medfødte arveanlæg, der ikke kan ændres. Der er blevet taget EKGer af børns hjerner, og man har fundet ud af, at de første 6-7 år af deres liv svinger børns hjerner på en lavere frekvens end når vi er voksne. Et sted mellem 0,5-4 Hz de første 2 år (deltafrekvens) og de næste 4-5 år på 4 - 8 Hz (tetafrekvens). Den viden betyder måske ikke så meget for så mange af jer derude, men jeg kan fortælle jer, at i meditation kan vi nå ned på tetafrekvens, at i hypnotisk trance er vi nede på teta og sommetider på delta, og at en almindelig voksen hjerne i dagligdagen svinger på omkring 25-35 Hz, betafrekvens, der betyder mental aktivitet. Man har også fundet ud af, at på teta og delta er vi lettest at påvirke og programmere – det er derfor, hypnose (sommetider) virker.

Underbevidstheden defineres i Lipton’s bog som en uemotionel database af oplagrede programmer, hvis funktion udelukkende er at aflæse signaler fra omgivelserne og sætte fast strukturerede adfærdsprogrammer igang, uden spørgsmål, uden vurderinger.  D.v.s at vi har en båndoptager i hjernen, der optager ALT, og at børn, fordi deres hjerner svinger på de lavfrekvente og dermed åbne frekvenser, er som ubeskrevne blade, og at de første 6-7 år bliver bogen skrevet.  Han skriver, at når børnene kommer i puberteten er deres underbevidsthed proppet med alt, de har opsuget, lige fra at lære at gå til de signaler vi har sendt dem. Og ingen af de signaler er blevet vurderet på nogen måde – de ryger bare ind i rå form.

Så små børn er altså nærmest totalt åbne for, hvad vi hælder på dem de første 6-7 år. Det passer godt med, at psykologerne betragter de første 7 år som de formative år, og det er altså der, man virkelig opdrager sit barn. Det får i hvert fald mig til at tænke 2 ting: at det er af overvældende stor betydning, hvor velfungerende vi selv er de første 6-7 år, så det giver rigtigt god mening at lære sig selv at kende, at gøre de ting, der støtter og udvikler en og gør en glad, og at reflektere over sin egen adfærd, især overfor sine børn.

Dernæst synes jeg, at det har næsten ligeså stor betydning, hvad barnet kommer ind i verden med. For det kommer faktisk ind i verden med noget – de fast strukturerede adfærdsprogrammer, som Lipton omtaler. Det kunne godt se ud til at vi er født med et temperament, nogle medfødte personlighedstræk, som er rammen, der indeholder det, vi hælder på dem.  Udviklingen af disse personlighedstræk, om vi kommer ind i voksenlivet i balance eller i ubalance, ligger i høj grad i, hvordan vi bliver mødt i de første 7 år. Bliver vi mødt af en menneskevoksen, der kender sine egne mønstre og gode og dårlige sider og kan korrigere for dem, og som kender vores medfødte temperament og personlighedsanlæg, så vore særlige behov bliver dækket og vi lærer at reflektere lidt over os selv hen ad vejen? Det er det jeg mener med bevidst forældreskab, og det scenario har gode muligheder for at føre til et barn, der kommer ud i voksenlivet i balance. Eller mødes vi af rigide holdninger til hvem vi er, hvor vi skal hen, hvad livet handler om, uden meget plads til personlige svingninger i det ubevidste forældreskab? I min opvækst var der f.eks. en meget fremherskende holdning der hed, at det var en stor kvalitet at være klog, det var nærmest det bedste man kunne være, og min far brugte min mor som eksempel på, hvad klogskab var. Det kunne vi 4 børn så forholde os til og det har sat sine uhensigtsmæssige spor, og jeg ved, at min far bare forsøgte at sørge for at vi lærte det, hans selv synes var vigtigt. Det ubevidste forældreskab kan føre til, at man kommer ind i voksenlivet i ubalance og har en del oprydning at foretage i sit liv, for at ens egne talenter kan få lov til at skinne i ens liv. Og jeg snakker ikke om dysfunktionelle familier – de er et kapitel for sig. Jeg taler om almindelige familier i dagens Danmark, hvor forældrene har alt for travlt til selvreflektion, til at tage sig af sig selv, skabe noget glæde og overskud for sig selv, som de formidler videre til deres børn.  De har ikke har overskud til andet end at få dagligdagen til at køre uden for mange skænderier og konflikter.

Jeg leverede ikke det bevidste forældreskab selv, da min datter var lille. Jeg har været enlig mor i et særdeles spændende og omfattende job i IT-branchen, da min datter var lille, og jeg havde ALDRIG klaret at være bare en nogenlunde mor uden hjælp fra hendes farmor og farfar. Hendes bedsteforældre gav mig den tid til mig selv, som jeg havde behov for, så jeg kunne lade op, når jeg havde brug for det, mens de passede mit barn med ubetinget store doser af kærlighed. Jeg er dem dybt taknemmelig og forsøger idag at gå i deres fodspor, med det twist, at jeg faktisk ved en hel masse om personlighed, psykologi, udvikling osv – det gjorde de ikke.

Min datter er introvert og jeg er ekstrovert, en beskyttertype, så jeg har underbevidst baseret min opdragelse på at sørge for, at der aldrig nogensinde var nogen, der gjorde hende noget ondt. Det fører jo altså også til, at det var pokkers svært for nogen at komme til at gøre hende noget godt, og da hun blev teenager var hun nødt til at begynde at lære at være social, så folk kunne komme ind i hendes liv og få lov til at gøre hende noget godt, for det havde jeg ikke reflekteret nok til at lære hende. Jeg havde bare lært hende at hun ALTID kunne regne med at jeg var der, hvis der var nogen problemer – og det er jeg, altid. Men jeg skulle jo altså have lært hende at gøre det selv. Nu er hun 30 og kan selv løse sine egne problemer (og har kunnet det meget længere end jeg tror) og klarer sig fint. Men hvis jeg havde fået hende idag, havde jeg skabt sikre rammer for hende og så havde jeg puffet hende, kærligt og langsomt, men bestemt, ud i situationer, hvor hun kunne lære at bruge alle aspekter af sig selv, havde trøstet hende, når det gik galt, og fejret hendes sejre med hende, når det gik godt.

Idag havde jeg valgt bevidst forældreskab, fordi jeg har bevidstheden til det. Hvad vælger du?

Om menneskebørn og menneskevoksne

Selvom børnene har lært at tilpasse sig familiens rammer, er der noget i deres personlighed, der er anderledes end forældrenes...

Jeg er forælder. Det har jeg faktisk været i 30 år, så nu er jeg også bedsteforælder. At være forælder har været og er den bedste og mest vellykkede rolle i mit liv. Ikke uden problemer og bekymringer og diverse ups & downs, men stadig, på den lange bane,  den mest vellykkede rolle i mit liv. Efter det kære barn blev voksent og flyttede hjemmefra, så jeg ikke mere var forældre full-time, er jeg begyndt at interessere mig vældigt meget for, hvordan vore menneskebørn bliver de menneskevoksne, de bliver. Jeg har læst og diskuteret, har interesseret mig (og gør det stadig) for udviklingspsykologi, og ikke mindst er jeg endt i et job, hvor jeg hver dag taler med unge, hvor det med at blive en menneskevoksen, der er glad for livet og har lyst til at bide det i låret, er gået galt. Og hver gang jeg møder en dårligt fungerende ung med alt for meget bagage, synes jeg at det er en for meget.

Jeg går som en selvfølgelighed ud fra, at på nær ganske få forældre, som er rigtigt dårligt fungerende selv, gør vi alle sammen vores bedste med vore børn. Jeg antager som grundlag for denne elektroniske snak, at vi alle sammen vil vore børn det bedste liv, de nu engang kan få, både i barndommen og når de flytter hjemmefra og selv skal finde vejen. Så – i årevis har jeg, som hver eneste forælder i verden, tænkt ”Hvad gør jeg for at understøtte, at mit barn kommer ud i livet med den bedste ballast, jeg kan give, med en viden om at han/hun er elsket og accepteret præcis som han/hun er, og med den der lyst til at bide livet i låret, som jeg synes hører til at være ung”. Det er muligt, at du, constant reader, er forælder og synes det er hamrende ligegyldigt, og at du har andre mål for, hvordan du har børn. Det er helt fint med mig. Som sagt – vi vil alle det bedste, og definitionen på det bedste er mangfoldig som forældre.

Når man godt kan lide mennesker og bruger meget tid på at iagttage deres adfærd, gør man sig jo i årenes løb nogle tanker om det man ser. En af de ting, jeg har set igen og igen mellem forældre og børn er, at rigtigt mange forældre underbevidst behandler deres børn som om børnene er ligesom dem selv. Og for udenforstående kan det være tydeligt, at selvom børnene har lært at tilpasse sig familiens rammer, er der noget i deres personlighed, der er anderledes end forældrenes. De kan være introverte drømmere med udadvendte, handlekraftige forældre. Børnene kan have et stort udækket behov for en-til-en kontakt med en forælder, der har sit fokus på – og viser sin kærlighed ved – at sørge for materiel sikkerhed og ved at give gaver i stedet for dyb, intens kontakt. De kan være følsomme kunstnertyper i intellektuelle, veluddannede familier – mulighederne er legio.

Så måske kunne det være en god ting, at lære at menneskebørn muligvis er forskellige fra deres menneskevoksne, og måske kunne finde ud af, hvordan man møder sine børn i øjenhøjde – der hvor de er, med de specifikke behov de har, som du måske ikke selv har? Hvad siger du til det, constant reader?